Pilot er nyt medlem af bestyrelsen

Øjvind Thomasen

Øjvind Thomasen er nyt medlem af bestyrelsen i Alpha Danmark. Han har blandt andet erfaring med fundraising.

“Jeg har kendt til Alpha i mange år. Når mennesker nysgerrigt ønsker at gå på opdagelse i tro og kristendom, er det min oplevelse fra de menigheder, jeg gennem tiden har været tilknyttet, at Alpha er en rigtig god hjælp til at komme i gang med den vandring.
Det samme gælder Alphas nye Parkursus, som jeg sammen med bl.a. min kone Birgitte har været med til at organisere i Aalborg Valgmenighed.
Disse tilbud er vigtige redskaber for menighederne i Danmark og skal fortsat være det i mange år fremover, hvilket er en stor årsag til, at jeg er gået ind i bestyrelsesarbejdet,” siger Øjvind Thomasen og forklarer, hvad han kan bidrage med:

“Det, jeg bringer med mig, er erfaring fra organisatorisk arbejde i andre kirkelige organisationer, særligt vedrørende at rejse midler til at kunne gennemføre det arbejde, man som organisation er sat i verden for at udføre.”

Spejder og volleyball
Til daglig er Øjvind pilot i flyselskabet North Flying med base i Aalborg Lufthavn.
Han bor sammen med sin kone og deres fem børn i Biersted nord for Aalborg,
I fritiden er Øjvind leder i den lokale FDF-kreds, dyrker volleyball og er i øjeblikket i menighedsrådet for Aalborg Valgmenighed – og nu nyt bestyrelsesmedlem i Alpha Danmark.

Øjvind overtager sognepræst Peder Jørgensens plads, som stoppede i forbindelse med, at han flyttede til et nyt embede på Bornholm.