Lenas historie

LenaMathiesen

Hvis Gud kan elske mig, kan han elske alle.

En sommeraften i 2012 sad Lena Mathiesen på sin terrasse med en god veninde, drak lidt rødvin og snakkede om livet og alle de uretfærdigheder, hun følte, der havde ramt hende gennem tiden.

Livet var tungt og fyldt med sygdom for Lena, og hun prøvede at overbevise sig selv om, at der måtte være et bedre sted end her på jorden.

”Jeg syntes kun, at jeg kunne finde ondskab og egoisme. Jeg var helt brugt, slidt og træt,” husker Lena.

På terrassen fortsatte snakken også om Jesus og Gud, men Lena sagde til sin veninde: ”Det pjat tror jeg ikke på!”

Veninden spurgte, om Lena ville give et Alpha-kursus en chance. Der kunne hun nemlig frit diskutere Gud, Jesus og komme med sine spørgsmål.

I første omgang sagde Lena nej tak, men hun følte sig desperat og sammen med veninden endte hun med at tage afsted på Alpha.

”Jeg begyndte at mærke en trøst og begyndende mæthed på den sult og tørst, jeg så inderligt havde længtes efter. Midtvejs i kurset blev jeg fyldt af den glæde, som Gud giver. Jeg begyndte at få det som at komme home til en stor og dejlig familie, som tog imod mig med åbne arme, accepterede mig, som jeg var, og delte ud af Guds kærlighed.”

Efter Alpha-kurset blev Lena en del af fællesskabet i kirken.

”I dag oplever jeg, at jeg er mere glad og har langt mere mod på livet. Det er ikke længere svært for mig at se de positive aspekter i livet. Jeg har mere fred med mig selv,” siger hun og forklarer, at hun oplevede, at hun var elsket, og at det ændrede hendes liv.

Lena har siden været med til afholde 7-8 Alpha-kurser.

”Jeg oplever ofte, at når folk starter på et Alpha-kursus, er de fleste en anelse tavse og tilbageholdende. Men efter nogle gange finder de ud af, at her er rart at være. Man ser, hvordan kursisterne vokser og bliver mere frimodige til at turde vende sig mod Gud,” fortæller hun.

”Hvis Gud kan elske mig og tilgive mig, så kan han elske alle og tilgive alle.”